Historie

Gennem en periode på lige ved 40 år havde broder- og rebekkalogerne i Århus fundet forholdene i ordensbygningen i Christiansgade for trange. Men endelig i 1969 var det som om, årtiers ubeslutsomhed og manglede mod blev konverteret til noget, der lignede dristighed og i høj grad må have bundet i en sikker og urokkelig tro på ordenens og specielt Århus-logernes fremtid, tilgang og økonomisk formåen. Der fremkom nemlig forslag om at købe kommunens skovrestaurant ”Varna”. På et møde for ordenssøskende på Østergades Hotel i januar 1970 blev Varna-projektet fremlagt, og med stor majoritet blev det vedtaget at gå ind for købet. I januar 1970 blev Storlogens tilladelse til køb af Varna modtaget, og skødet blev underskrevet den 16. februar 1970.

 

Varna palæ

 

Br. Ex-mester Lykke Kristensen, loge nr. 14 Sct Olaf, der umiddelbart før købet var blevet valgt til formand for ”Aktieselskabet Odd Fellow-bygningen i Århus”, blev som rådgivende ingeniør sammen med arkitekt Gunnar Larsen, loge nr. 32 Esbern Snare, udpeget til at forestå den gennemgribende ombygning således, at Varna kunne fremstå som et smukt ordenshjem med 2 logesale, nødvendige faciliteter til det selskabelige samvær samt en helårs-restaurant.
Efter at budgettet var fremlagt og godkendt, blev ombygningen påbegyndt i september 1970, og kort efter fremsattes der forslag om at lade den kendte indretningsarkitekt Verner Panton forestå indretning og møblering af restaurationslokalerne – en beslutning, der resulterede i, at budgettet blev sprængt!

Til gengæld resulterede det i nogle meget særprægede restaurationslokaler. Den spændende – men utraditionelle – indretning betød, at Varna ved genåbningen i maj 1971 blev omtalt i rosende vendinger. Publikum strømmede til, og omsætningen i restauranter oversteg alle forventninger.
Indvielsen af Varna som logebygning fandt sted lørdag den 4. september 1971. Det skete i to tempi, idet den lille logesal blev indviet om formiddagen og den store logesal om eftermiddagen. Begge indvielser blev foretaget af br. Storsire Chr. Rasmussen, og ved formiddagens indvielse var der – udover mange søstre og brødre – repræsentanter fra Århus byråd, Århus skovvæsen samt pressen.


Efter den succesfulde start for såvel loger som restauratør blev det imidlertid atter hverdag. Da byggeregnskabet blev gjort op, viste det sig, at omkostningerne var blevet betydelig større end forventet, og selv om indtægterne fra restauranten i de første år også oversteg det forventede, kunne en kraftig forhøjelse af logernes husleje ikke undgås. I perioden 1972/73 kom tilmed oliekrisen med stærkt stigende energipriser og svingende konjunkturer. Tilgangen til logerne stagnerede, og restauratørens økonomi blev truet.

Men blandt logerne var der påny fornøden vilje til endnu en gang at stå sammen og medvirke til en løsning. Den siddende bestyrelse på 11 medlemmer nedlagde deres mandater, og en ny bestyrelse på kun 5 medlemmer med den fornødne forretningsmæssige erfaring blev valgt med den opgave at finde en hurtig – men samtidig langsigtet – løsning af de alvorlige problemer. I slutningen af januar 1977 fremlagde den nye bestyrelse et forslag om stiftelse af et kommanditselskab med en kapital på 2 mio. kr. med henblik på at kunne overtage Varnabygningen og den fremtidige drift af samme.

Bestyrelsen (Orla K. Pedersen, 53, Svend Andresen, 32, Laurits Jensen, 88, Inga Svejstrup, rb. 53, Inge Andersen, rb. 61) og selskabets direktør, Knud E. Jaquet, 14, gik nu i gang med at gennemføre en modernisering af den lille logesal og selskabslokalerne. Opgaven blev i samarbejde med indendørsarkitekten Inge Ehlers udført i 3 etaper, og i foråret 1980 fremstod de omtalte lokaler i en helt ny – men hyggelig og diskret stil. En stil, som er blevet særdeles godt modtaget af såvel publikum som ordenssøskende.

Langt om længe lykkedes det hermed at skabe et ordenshjem, som tilfredsstiller alle de ønsker, der med rimelighed kan forlanges, og hermed gik omsider 40 års ønsker om passende ordenslokaler for de århusianske Odd Fellow loger i opfyldelse.

 

Hvorfor navnet Varna?

Huset ligger på en grund, som engang tilhørte en herregård, som hed Havreballegård. Navnet kendes så tidligt som omkring 1342, idet et helligåndsalter i domkirken dette år nævnes som ejer af en rydning i Havreballe skov.
I 1661 blev Havreballegård solgt til Gabriel Marselis, en hollandsk storkøbmand. Godset omfattede omkring 1000 tønder hartkorn. Kilder mener, at det skete som delvis betaling af en kæmpegæld fra Christian den fjerdes dage. Gabriel Marselis blev optaget i den danske adel, men flyttede ikke ind på stedet.
Hans søn Constantin overtog stedet og blev i 1684 dansk baron. Han ændrede navnet til Marselisborg. Han døde i 1699. Hans kiste blev efter gammel skik hensat i Viby kirke, som var sognekirke for Marselisborg. Men hans enke, Sophie Elisabeth Carisius, købte det kapel i domkirken, som efter færdigindretning ved Thomas Qvellinus modtog ægteparrets kister den 4. juni 1706, idet enken var død kort før. Denne herremandsbegravelse er således udtryk for et brud med en gammel tradition.

Nu hed det så Marselisborg, men ikke Varna – så hvorfor hedder det Varna.

Efterhånden skiftede godset ejer flere gange. Men byen voksede, og der begyndte at vise sig tegn på ønske om det, som nu til dags kaldes ”rekreative arealer” og Marselisborgskovene kom i søgelyset, selv om de efter manges mening var ”for langt borte til udflugt og desuden private”.
Det var heller ikke alle ejere, der syntes om ubudne gæster. En af ejerne, godsejer Ingerslev, holdt led og port lukkede og skiftede af og til låsene ud. Der var dog adgang om søndagen, men ikke for hunde!

Omkring 1770 fortælles, at der var en skovrestaurant ved en af stampemøllerne. Der var ”tvende keglebaner”, og traktementet var ”kold kjøkken, vin, kaffe og koldskål”.

I 1824 blev godset købt af Christian Alexander Gersdorff. Han havde været officer i den russiske zars hær og havde i den anledning opholdt sig i Bulgarien ved sortehavskysten. Nu nærmer vi os navnet. Han syntes åbenbart særlig godt om egnen ved byen Varna og syntes måske, at der var en lighed – sortehavsbyen Varna er faktisk også i dag på størrelse med Århus og tre universiteter – og så kaldte han området for Varna. Det er således ikke et hus, som kom til at hedde sådan.
Lidt længere mod syd, en god kilometer, ligger Silistria, som vel har fået sit navn på en lignende måde.

I 1896 blev Marselisborg købt af Århus kommune for 1.183.750,70 kr. Hermed kunne arealerne for alvor indgå i byplanen. Adgangen til området lettedes for beboerne i bycenteret ved, at der anlagdes anløbsplads og oprettedes dampskibssejlads. Men fortæringen kunne det knibe med. I nogle år indtil 1909 kunne man ved anløbsstedet finde et lille træskur på hjul, fra hvilket madam Andersen fra Steen Steensen Blichersgade solgte frugt og sukkervarer. Men hver aften måtte hun pænt trække hele forretningen tilbage til Steen Steensen Blichersgade. Hun kunne ikke få tilladelse til at opstille noget permanent.

I 1909 åbnedes den store landsudstilling på havnearealet. I den anledning byggedes der en pavillon ved anløbsstedet ved Varna. Det er derfor, facaden vender ud mod vandet.
Bygningens stil blev ikke rost ubetinget. En skribent karakteriserede den som ”en mellemting mellem en kinesisk pagode og dansk dampskibspakhusstil”. Men der var også ros til Muslingesalen med de slebne spejle og de kongerøde løbere. Menuen ved åbningen var ægte skildpaddesuppe, hummer parisienne, lammeryg garni, slikasparges, unge ænder med salat og kompot og flødeis med friske jordbær.

Herefter var stedet ejet af Aarhus Kommune, indtil bygningerne i 1970 blev erhvervet af de 4 søsterloger og de 4 broderloger der på det tidspunkt var i Aarhus.